29/1/2024
Molslinjen sparer brændstof og forbedrer gæsteoplevelsen med kunstig intelligens
Molslinjen har siden 2019 samarbejdet med AI-virksomheden Halfspace om at gøre rederiet til et datadrevet rederi. Her er algoritmer og kunstig intelligens behjælpelig med at forudsige, hvor mange passagerer og køretøjer som kan forventes på hver enkelt afgang. Det gør Molslinjen i stand til bedre at kunne tilpasse deres lastning, prissætning og besætning.
Årsagen til implementeringen skal man finde i et behov for at få pakket færgerne mere optimalt. For typisk ved man ikke, før i sidste øjeblik, hvor mange biler der reelt set skal med ombord.
Det kan sammenlignes med, hvis man spiller Tetris, og man på forhånd ved, hvilke figurer der kommer, er man bedre stillet
— siger Jesper Skovgaard, der er kommerciel direktør hos Molslinjen.
Teknologien hjælper med brændstofbesparelser og forbedrer gæsteoplevelsen
Algoritmer og mønstergodkendelse er blandt nogle af de teknologier, Molslinjen bruger. De er med til at forudsige, hvordan antallet af rejsende ser ud frem mod et afgangstidspunkt. Det medvirker til at reducere unødig ventetid ved færgelejet og ikke mindst færgernes brændstofforbrug, som er faldet med tre procent ved bedre planlægning af afgangene, fortæller Jesper Skovgaard:
Det gør, at vi kommer hurtigere afsted og har kortere havneophold, vi skal ikke indhente forsinkelser, og vi sparer en betydelig mængde olie
— lyder det fra den kommercielle direktør, der også peger på den nye færgeterminal på havneområdet i Aarhus som en del af forklaringen på en bedre gæsteoplevelse:
”Jo bedre vi er forberedte på den enkelte afgang - jo bedre kan vi laste færgen og komme afsted til tiden. Når man sejler med færger, er rettidighed noget, som vi gør et stort nummer ud af. Vores nye færgeterminal i Aarhus er udstyret med lange lige baner, som gør det nemmere for os at få lastningen begyndt på den rigtige måde - og dermed bliver det også nemmere at slutte på den rigtige måde. Det betyder konkret, at vi bedre kan skabe plads på de mest attraktive afgange, som måske før bare ville have meldt udsolgt.”
Samarbejdet mellem Molslinjen og Halfspace er udvalgt til finalen i Franz Edelman Award, som er en prestigefyldt konkurrence inden for operationsanalyse, analytics og management science.