4/2/2025
Eimskip investerer i nyt køle- og frysehus på Danmarks største erhvervshavn
Et kølehus og et frysehus på 2200 kvadratmeter hver. Det er, hvad det islandske rederi, Eimskip, er i gang med at opføre på Danmarks største erhvervshavn.
Køle- og frysehuset åbner nye muligheder for rederiet, der især sejler til og fra Island, Grønland og Færøerne.
Tirsdag den 4. februar holdt det islandske rederi et første spadestik-arrangement.
Når den nye, moderne frostopbevaring står klar, vil vi kunne håndtere et bredere sortiment af fødevarer sikkert og effektivt. Med beliggenheden her på Danmarks største erhvervshavn kan vi sikre en stærk forsyningskæde mellem Nordatlanten, Danmark og resten af verden,
siger Thomas Breth Clausen, der er Managing Director hos Eimskip Denmark.
Det nye køle- og frysehus skal ligge nær containerterminalen i et havnebassin, der er blevet fyldt op for at skabe de nødvendige kvadratmeter.
Eimskip, der samsejler med Royal Arctic Line, er en vigtig livsnerve for Nordatlanten, der har et stort behov for både at kunne importere og eksportere effektivt.
Én af vores vigtigste opgaver er at skabe forbindelser til verden og sikre forsyningen. Derfor glæder det mig, at vores gode samarbejdspartnere hos Eimskip vælger at investere i vores havn, så vi sammen kan holde forsyningskæden stærk mellem Danmark, Nordatlanten og resten af verden,
siger Thomas Haber Borch, der er CEO hos Aarhus Havn.
Når byggeriet er færdigt, og den nye bygning står klar, forventer Eimskip Denmark, at der vil følge nye arbejdspladser med. Dem vil der også være plads til, for bygningen vil også rumme personalefaciliteter som kantine og eget køkken.
I forbindelse med byggeriet har Eimskip sikret sig, at køle- og frysehuset bliver forsynet med grøn energi. I forbindelse med byggeriet skal der nemlig sættes solceller op på tagene af rederiets bygninger på havnen i Aarhus. I fremtiden vil de med en samlet effekt på 1.500.000 kilowatt, levere energi til deres aktiviteter.
Nu er første spadestik taget, og selvom der er et stykke vej endnu, så glæder jeg mig meget til, at byggeriet står færdigt. Det vil komme mange kunder til gode, og det vil skabe nye arbejdspladser,
siger Thomas Breth Clausen.
Den nye Eimskip-bygning vil have 17 sluser til containere samt seks sluser til lastbiler, så gods hurtigt og effektivt kan komme videre.
Byggeriet forventes færdig i foråret 2026.