29/1/2024
Flere krydstogtskibe er klar til landstrøm i 2024
I de seneste år har Aarhus budt velkommen til flere og flere krydstogtskibe og gæster. På nuværende tidspunkt forventer Aarhus Havn, at 60 krydstogtskibe anløber havnen i 2024. Med sig har de rekordmange gæster. Det ser nemlig ud til, at byen og regionen kan byde velkommen til over 200.000 krydstogtgæster i år. Det er en stigning på knap 40 pct. sammenlignet med året før, fortæller Morten Kusk, der er Commercial Manager hos Aarhus Havn.
Vi ser en udvikling, hvor større krydstogtskibe vælger at lægge vejen forbi Aarhus. Så selvom vi på nuværende tidspunkt forventer lidt færre anløb, kan vi se frem til markant flere krydstogtgæster, der besøger byen og hele regionen. Det er positivt, fordi det jo betyder noget for byens og regionens erhvervsliv og turisme
— lyder det fra Morten Kusk.
I 2024 vil en række krydstogtskibe fra det tyske rederi AIDA anløbe Aarhus Havn. Blandt andet vil AIDAnova med omkring 6.500 gæster ombord anløbe 13 gange.
Den grønne omstilling i fokus
Sidste år blev der skrevet danmarkshistorie på krydstogtkajen i Aarhus. Det skete, da Aarhus Havn kunne indvie Danmarks første, og indtil videre eneste, landstrømsanlæg til krydstogtskibe. Det betyder, at krydstogtskibene kan slukke dieselmotorerne, når de ligger ved krydstogtkajen i Aarhus, og i stedet koble sig på den grønne strøm fra landstrømsanlægget.
Aarhus Havn oplever stor interesse for anlægget fra krydstogtrederierne, der selv er i fuld gang med at omstille deres skibe til en grønnere fremtid, fortæller Morten Kusk.
”Vi forventer, at op mod 75 pct. af de krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen, kobler sig til vores landstrømsanlæg i år. Det er virkelig en positiv udvikling, der understreger, at krydstogtrederierne ønsker og arbejder for den grønne omstilling”, siger Morten Kusk og tilføjer:
Krydstogtkajen i Aarhus ligger tæt på byen, og det giver stor værdi for gæsterne, der har let adgang til byen og regionen. Men det er samtidig vigtigt, at vi så også tager hensyn til byen og det lokale miljø. Derfor er det afgørende for os, at vi får fjernet den lokale forurening og støj. Det gør vi med landstrømsanlægget, som bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter for krydstogtrederierne.
Aarhus Havn præsenterede i 2023 en ny afgiftsmodel, der gør det dyrere for krydstogtskibe, der ikke kobler sig på landstrømsanlægget, at anløbe Aarhus. Afgiftsmodellen trådte i kraft 1. januar 2024 og betyder, at der pålægges en ekstra afgift på 75 øre pr. bruttoton til de krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen og ikke kobler sig på landstrømsanlægget.