14/6/2024
Jomfrurejsen for verdens første methanol-krydstogtskib gik til Aarhus
Da Mein Schiff 7 i denne uge lagde til ved krydstogtskajen i Aarhus, var det på mange måder et lidt anderledes krydstogtsanløb.
For det første er det det største krydstogtskib, der har anløbet krydstogtskajen. Kajen er 319 meter lang, og Mein Schiff 7 strækker sig hele 316 meter. Det skulle dermed ikke have været meget længere, før det måtte sejles ind på Omniterminalen i stedet.
For det andet var anløbet i Aarhus skibets første anløb uden for sin hjemhavn i Tyskland. Skibet er bygget i Finland og blev leveret til TUI Cruises bare to dage inden, at det lagde til i Smilets By.
Jeg er glad for, at det nye skibs første rejse gik til Aarhus Havn. Det er blevet virkelig flot, og jeg håber, at vi får det at se rigtig mange gange i fremtiden,
- siger Morten Kusk, der er Commercial Manager hos Aarhus Havn.
Men der er en sidste ting, der gør skibet specielt. Mein Schiff 7 er nemlig det første krydstogtskib i verden, der er designet til at sejle på methanol.
Det sejler i øjeblikket på diesel, indtil de sidste dele til methanol-motoren er færdige, men forventningen er, at det fra 2026 kvitter det fossile brændstof.
Jeg er meget stolt af at være kaptajn på det mest miljøvenlige skib i vores flåde. Vi har et ansvar sammen med havnene for at bidrage til en bedre fremtid,
- siger Omar Caruana, der er kaptajn på det nye skib.
Selvom de sidste detaljer stadig var ved at blive gjort færdige under jomfrurejsen til Aarhus, så står skibet flot.
Forventningen er, at det står helt færdigt og klart med samtlige faciliteter operative, inden det besøger Aarhus Havn igen.
Og det gør det allerede mandag den 17. juni.
Du kan se flere billeder fra skibet herunder.